Nyd de danske frugter – men vær opmærksom på sprøjtegift

Den danske frugtsæson for alvor igang. Fra midten af august og hele efteråret er der æbler, pærer og blommer i haver og fra danske frugtavlere. Fra august kommer der fx Discovery æbler, Clare Frijs pærer og masser af blommer og i september bugner udbuddet virkelig. Nyplukket, moden frugt smager ekstra dejligt, så benyt jer af sensommerens danske rigdomme!

Børn over 4 mdr. kan få lidt frugtmos i grøden. Fra 6 mdr. kan frugtmosen gives som et mellemmåltid. Og tumlingen kan få dejlige og sunde frugthapser. Klik over på hjemmesiden for at finde Dortes opskrifter på frugtmos. Det er den helt rigtige årstid, til at lave store portioner og fryse ned. Især hvis du er så heldig at have adgang til en have med frugttræer – der er tit mere end man kan nå at spise frisk.

Vi anbefaler bestemt at børn får økologisk frugt. Dels er der ingen sikker viden om mulige skadevirkninger ved sprøjtegifte, og dels bliver der hvert år afsløret frugt som overskrider grænseværdierne – også dansk frugt. Du kan evt. købe økologisk frugt på nettet og få det leveret lige til døren. Vi kender til Aarstiderne.dk, men gå gerne ind på vores Facebookside og del links til andre gode leverandører af frisk, økologisk frugt!

Dortes æble- og pæremos

Frugten skrælles og kerner fjernes. Den skæres i mindre stykker, lidt vand hældes over (ca 1dl vand til 1 æble/pære) og frugten koges under låg i ca. 15 min. til den kan moses. Hvis mosen virker for tynd, kan man lade den koge lidt længere uden låg, så mere vand fordamper. Mosen presses evt. gennem en sigte og serveres kold. Fra 6 mdr. kan frugtmosen gives som et mellemmåltid. Børn over 4 mdr. kan få lidt frugtmos i grøden.