Skiferie – hvornår er det for koldt for baby og tumling?

En skiferie er en dejlig måde at være sammen med sine børn på. Men der skal tages hensyn til de smås evne til at klare kulden. I Norge fraråder man at små børn under 6 mdr. ligger i pulk. Det er for koldt, og barnet er for dårligt til at regulere kroppens temperatur.

Man skal tænke på, at pulken er placeret helt nede i sneen hvor det er koldest, og at barnet ligger helt stille. Så hvis I har barn på under et halvt år må I skiftes til at tage ud på ski, eller tage på skiferie sammen med andre småbørnsfamilier og skiftes til at passe de mindste.

Hvis jeres barn er ældre end 6 måneder og i vælger at bruge pulk, så læg et lammeskind i bunden, og læg så barnet i en varm flyverdragt og i en voksi/køre-pose. Giv en god varm uld- eller pelshue på og vanter. Solcreme og solbriller er også nødvendige. Og alligevel er det vigtigt ikke at være ude for længe – højst 1-2 timer.

Den som skal løbe med pulken skal være en god, stabil skiløber, som ikke laver vilde styrt. Pulken kan godt klare at man sætter sig ned på numsen, men ikke at man ruller rundt.

Men igen, i stedet for alt for meget besvær med pulken, kan man også bare skiftes til at tage ud på ski og evt. dele ferien og børnepasningen med en anden småbørnsfamilie.

Skriv en kommentar

Husk at udfylde dit navn og din email. Din e-mail adresse vil aldrig blive offentliggjort.

*
*