Vi er gået over til Facebook

Verden er oversvømmet af nyhedsbreve om familie, børn og det gode liv. Mange af dem der udsender mails, er store virksomheder med mange ressourcer. Vi har ikke mulighed for at gøre det så flot og hyppigt som dem, og derfor har vi valgt at ophøre med at udsende nyhedsmails. Til gengæld er vi glade for fortsat at komme med tips og svare på spørgsmål på vores Facebookside.
Og bøgerne dem arbejder vi naturligvis videre med! Og de er heldigvis lige så populære som altid :-)

KH Dorte og Karsten

Sommertid – sådan modvirker I koks i nattesøvnen!

I den kommende weekend skifter vi til sommertid. Natten mellem lørdag og søndag skal vi sætte vores ure en time frem. Morgenerne bliver lidt mørkere – men dagene bliver pludselig lange :-)

Vi voksne klarer som regel ret nemt at miste den time, men for andre kan det give store problemer. Dem der lider mest under det er – i tilfældig rækkefølge  – malkekøer, ældre mennesker og børnefamilier. For småbørnsfamilier kan det tage flere måneder med besværet søvn.

Det er nemlig rigtig svært at ændre på små børns soverytme, og man kan kun gøre det stille og roligt. D.v.s. justere med 10-15  min om ugen. Så prøv allerede fra i aften at putte dit barn 5 – 10 min før du plejer, hold fast på det nye tidspunkt i et par dage, og derefter prøv igen med 5 min. Og sådan fortsætter I indtil I har vundet hele den tabte time ind.

Ofte, hvis I prøver at rykke rytmen for hurtigt, forvirrer det barnets søvnmønster og det begynder at vågne flere gange om natten. Så det er vigtigt at gå stille og rolig frem.

Fortæl meget gerne hvordan det går hos jer med at få den lille til at sove nå uret er stillet frem:

Nye råd fra Sundhedsstyrelsen om at undgå vuggedød

Sundhedsstyrelsen kom i 1991 med tre enkle råd til forebyggelse af vuggedød. :

1. læg altid spædbarnet til at sove på ryggen
2. Undgå rygning i graviditeten, og undgå barnet udsættes for tobaksrøg efter fødslen
3. Undgå barnet får det for varmt når det sover

Efterfølgende er antallet af børn der dør af vuggedød faldet fra 130 om året til under 15 om året. Men tallet skal længere ned! Nyere undersøgelse fra bl.a. Norge og England viser at det sikreste sted for et spædbarn at sove er i egen seng i samme rum som forældrene. Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger lyder sådan her:

Det sikreste sted at sove for et spædbarn er i sin egen seng i samme rum som forældrene.

Madrassen skal være relativ fast og gå helt ud til kanten af sengen. Barnet skal sove under en let babydyne, der passer til sengen, og som barnet kan sparke af sig.
Barnet skal ikke have hovedpude, så kan barnet lettere bevæge hovedet under søvn. Undgå desuden løse tæpper, legetøj og andet, som barnet kan vikle sig ind i under søvnen.
Læg gerne dit barn tættest på fodenden af barnets seng.

Sove sammen med spædbarnet?

Hvis I vælger at lade jeres spædbarn sovei jeres seng, så lad det sove mellem den ene af jer og barnets egen seng. Vær sikker på, at barnet ikke kan falde ned mellem de to senge.
Barnet skal sove under sin egen lette babydyne i den ene side af jeres seng. Der skal være lige så meget fri plads til barnet, som hvis det lå i sin egen seng.
Større søskende og husdyr skal ikke sove i samme seng som spædbarnet og forældrene. Mindre børn og husdyr sover ofte uroligt og kan derfor tage meget plads op i sengen.

Kilde og illustrationer: Sundhedsstyrelsen

Skituren – hvornår er det for koldt for baby og tumling?

Så er der sne over land, og lige om lidt er det også vinterferie for mange af os. En skiferie er en dejlig måde at være sammen med sine lidt større børn på. Men der skal tages hensyn til de mindstes evne til at klare kulden. I Norge fraråder man at små børn under 6 mdr. ligger i pulk (kælk og slæde). Det er for koldt, og barnets krop kan endnu ikke regulere sin temperatur.

Man skal tænke på, at pulken er placeret helt nede i sneen hvor det er koldest, og at barnet ligger helt stille. Så hvis I har barn på under et halvt år må I skiftes til at tage ud på ski, eller tage på skiferie sammen med andre småbørnsfamilier og skiftes til at passe de mindste.

Hvis jeres barn er ældre end 6 måneder og i vælger at bruge pulk, så læg et lammeskind i bunden, og læg så barnet i en varm flyverdragt og i en voksi-/kørepose. Giv en god varm uld- eller pelshue på og vanter. Solcreme og solbriller er også nødvendige. Og alligevel er det vigtigt ikke at være ude for længe – højst 1-2 timer.

Den som skal løbe med pulken skal være en god, stabil skiløber, som ikke laver vilde styrt. Pulken kan godt klare at man sætter sig ned på numsen, men ikke at man ruller rundt.

Men igen, i stedet for alt for meget besvær med pulken, kan man også bare skiftes til at tage ud på ski og evt. dele ferien og børnepasningen med en anden småbørnsfamilie.

Hvad er reglerne for at sove ude i kulden

Nu hvor det er ved at blive rigtig koldt, er der mange forældre der spørger mig, om deres barn må sove udenfor i barnevognen om dagen. Og svaret er ja, børn kan godt tage deres lur udenfor det meste af vinteren, men der er bestemt nogle forholdsregler både i forhold til vejret og til dit barns alder!

Vigtige forholdsregler

  • Ingen børn må sove ude hvis temperaturen er under minus 10 grader.

    Altså børn - ikke bjørn :-)

  • Hvis der er kold og fugtig frosttåge, må barnet helst ikke stå ude. Det lille barns luftrør er kort, og den kolde fugt kan ikke nå et blive varmet op på vej ned til lungerne. Man risikerer at barnet udvikler lungebetændelse.
  • Hvis dit barn er nyfødt må det først komme ud at sove, når det er begyndt at tage på i vægt, og vægten er kommet over 3 kg.
  • Hvis barnet er sløj med feber eller hvis det hoster meget, skal det ikke sove ude.

Sådan her skal du gøre før du putter ude om vinteren

Stil altid barnevognen et sted hvor der er læ, og isoler den med liggeunderlag eller et par centimeter aviser i bunden, og også rundt i siderne. Læg så madrassen på underlaget. Barnet skal være klædt varmt på. Flyverdragt og vinterdyne eller en voksipose / kørepose. Du kan mærke i barnets nakke om det er for varmt eller koldt. Nakken skal være lun, hverken svedig eller iskold.

Nogle børn har behov for at blive smurt i ansigtet med en fed creme, for at beskytte huden mod frost og kulde. Brug en vandfri creme, for at dit barn ikke skal få frostskader  i huden! Og selvfølgelig en creme uden parfume eller skadelige konserveringsmidler.

Hvis det er meget koldt skal du gå ud og kigge til dit barn hyppigt.